Agermåne
(Arons rod)
Agrimonia eupatoria
Planten vokser vildt i store dele af Europa, Asien, Afrika og i Danmark.
Op til 1,2 m. høj staude med mørkegrønne fine fjersnitdelte blade og lange blomsteraks med små gule blomster, der kan minde om en lille kongelys.
Planten er dejlig frodig, sund og fin at se til. Den kan bruges som en lille solitærplante, eller i baggrunden af et staudebed.
Den skal nok ikke plantes for tæt på gangstier, da de store frø hager sig fast i tøj og dyr m.m.
Den bliver langsomt bredere hvert år, og sår som regel sig selv en smule lige omkring planten. Den kan stå forholdsvis længe på samme plads uden at miste livskraften.
Planten bruges ikke som krydderurt, men i Frankrig er der tradition for at bruge bladene og blomsterne som udrensende, 'blodrensende' forårs-the, og for nydelsens skyld (som alternativ til kinesisk the) resten af året.
Medicinsk bruges den ved lever, nyre og blæreproblemer, blodrensende, betændelse i slimhinder, let vanddrivende, sårhelende både ind og udvortes, hæshed, ufrivillig vandladning, ormemiddel, opkvikkende, hoste, til at trække torne ud, blodmangel, candidas, fordøjelsesfremmende, mavekatar, virus og bakteriehæmmende. Bladene indeholder bl.a. B-vitamin, K-vitamin og silicium. Hildegard von Bingen (Den Hellige Hildegard) anbefaler den mod feber og hukommelsestab.
Der er mere endnu, men det skulle vel også være mærkeligt, hvis så køn en plante ikke kunne udvirke mirakler.
Planten kan endvidere bruges i øl, som farveplante, snaps (blomster), og som duftplante. Rødder og blomster har en svag abrikosduft.
Den er nem at dyrke. Den trives i næsten enhver jord, bare den får noget sol. I god jord bliver den temmelig stor. Når først den er etableret, kan den klare sig rimeligt i konkurrence med græs, hvilket gør den velegnet til "den vilde have".
Den formeres ved deling forår eller efterår. Frøene spirer også fint hvis de får noget kulde, så de skal sås senest i marts. Som sagt sår den også sig selv, men den spreder sig ikke langt omkring, medmindre man får frøene på tøjet.
Planten hører til Jupiter og krebsens tegn. Den forskrækker djævelen. I "dr. Bachs blomstermedicin" hører den til gemytlige, muntre, humoristiske mennesker, som elsker fred og bliver ulykkelige under strid og skænderi.
Lægealant
(Alantrod - Sct. Peters nøgler - Sct. Ellens Urt - Sct. Helene Urt)
Inula helenium
En op til 3 m. høj (oftest dog kun 1,5 m.) staude med store tilspidsede blade, gule kurvblomster og store kødfulde rødder der smager stærkt.
Planten egner sig til at stå bagerst i et staudebed eller som solitærplante.
Den vokser vildt i store dele af det sydlige Europa, og er forvildet fra dyrkning i det meste af Nordeuropa, heriblandt Danmark.
Som krydderi er den særlig kendt fra de gamle romeres opskrifter. De lovpriste planten både i mad og som lægemiddel. Roden blev brugt i sovse, desserter og fiskeretter, saltet eller kandiseret som en slags fordøjelsesfremmende chips eller slik. Bladene blev brugt som suppevisk. Den olie man kan udvinde af roden, bliver brugt som smagsstof i fødevarer endnu. Den kunne nok være værd at eksperimentere med for en moderne kok.
Den bruges også i likør, vin, absint og til urtesnaps. Som farveplante bruges den til at fremstille en blå farve. Den er blevet brugt som desinfektions og insektmiddel.
Allerede Plinius anbefalede den som et lægemiddel, der virker mod svag mave og fremkalder munterhed, "lad ingen dag gå uden at spise alant" som han sagde. I middelalderen var den kendt bla. under navnet halsurt, på grund af dens virkning mod lunge og halsproblemer. Man brugte den især udtrukket i vin, men også som the m.m.
I nutiden er det en af de bedst undersøgte urter, og mange af dens gammelkendte virkninger er blevet bekræftet af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.
Man bruger rødder og blomster mod bronkitis, astma, hoste, høfeber, influenza, tuberkulose, blodmangel og svag mave. Planten er vanddrivende, immunstimulerende, bakterie og virushæmmende, ormedrivende, fremmer menstruation, varmende, slimløsende, almen stimulerende, appetitstimulerende og fordøjelsesfremmende.
Udvortes bruges den mod eksem, herbes, fnat, filipenser og andre hudsygdomme.
Bruges ikke ved graviditet. Enkelte mennesker skulle kunne udvikle allergiske reaktioner ved brugen af urten. Den danske levnedsmiddelstyrelse angiver, at dagsdosis ikke må overskride 0,1 gram.
Planten foretrækker en fugtig og næringsrig muld eller lerjord. Den tåler en del skygge, og hvis den ikke står i en naturlig fugtig jord, er halvskygge bedst. Den vandes i tørre perioder.
Den formeres ubesværet ved deling (hver del bør have en knop), rodstiklinger og frø.
Alant hører til planeten Merkur, og er i diverse gamle ceremonier et middel mod trolddom.
Alrune
(Dragedukke, Alrunerod, Dukkeurt, Mandrake)
Mandragora officinarum
Alrunen er en forårsblomst, der dukker op i februar-marts og visner væk midt på sommeren.
Den blomstrer marts-april med hvide-lyslilla blomster, og danner en op til 40 cm høj frodig roset af grønne blade. Den får med tiden en umådelig stor forgrenet pælerod op til 1,2 m. lang. Roden ligner ofte et menneske i facon. Frugterne kaldet kærlighedsæbler eller jordæbler er store og runde. Planten sætter normalt først frugt fra 5-7 årsalderen.
Planten stammer fra Sydeuropa og Vestasien. Selvom den blev plantet herhjemme førhen, kan man næppe finde den vildtvoksende i dag.
Den bruges ikke som krydderi.
Medicinsk er den bla. blevet brugt som brækmiddel, som bedøvelsesmiddel ved operationer, mod sindssyge. Bladene er brugt udvortes som omslag mod reumatisme, betændte sår og andre hudlidelser.
I dag bruges den næppe medicinsk på grund af dens store giftighed, der kan fremkalde hallucinationer og sindssyge m.m. Dog er man i Israel begyndt at producere et alkoholisk udtræk af frugterne, der sælges som afrodisikum.
Homøopatisk bruges den dog i dag mod høfeber, hoste og astma.
Den dyrkes bedst i god dyb humusjord i både sol og skygge, men er egentlig ikke særlig sart overfor jordtype så længe der er vand og gødning nok til væksten. Som så mange andre planter skal den bruge vand i vækstsæsonen, men er overfølsom for stående vand i hvileperioden. Selv om det ofte anbefales at plante den et lunt sted, har vi aldrig oplevet problemer med overvintringen.
Vi hører ofte at den er gået ud for folk, men det skyldes formentlig at de ikke har været klar over, at den visner væk midt på sommeren ligesom andre sommerblomster.
Den er på grund af sin store rod ikke nem at flytte, så plant den et sted hvor den kan blive stående.
Den formeres nemt ved frø, der sås friske om efteråret når de er modne. Frugtkødet virker spirehæmmende, så det skal renses væk før man sår. De fleste frø spirer næste forår, enkelte i årene efter. Hvis frøene ikke er friske, skal de først stratificeres (kuldebehandles).
Den har været (og bliver stadig) meget anvendt som talisman, enten som hel rod eller i udskårne stykker. Disse er ofte blevet klædt på som dukker (dragedukker), og opbevaret i fine skrin med rødt fløjl og lignende. Det har været så udbredt og dyr en handelsvare, at man i England har haft en lov mod forfalskninger, der oftest laves af galdebærrod.
En sådan talisman bringer sin ejer held i alle livets forhold. Dog siges det at man ryger i helvede hvis man ejer den i over 9 år, eller når man dør. Den skal sælges inden, til en lavere pris end man har givet for den. Hvordan det skal takseres hvis man selv har gravet den op, forlyder der desværre ikke noget om.
Inden for magien skulle talismanen forstærke alle ceremonier.
For øvrigt virker planten så kold, at følsomme mennesker kan mærke det ved at holde håndfladen nær planten. Man kan også få kvalme af at bære den i en halskæde.
Alrunen høre til Merkur.
Myterne er så utallige at der kunne skrives en hel bog. Her kommer et par uddrag:
Den vokser efter sigende ofte på galgebakker, hvor en uskyldig ung mand er blevet hængt.
Når en alrune bliver gravet op, udstøder den et skrig der kan få folk til at falde døde om. Derfor binder man en sort hund fast til planten som først er vædet i menstruationsblod, hvorefter man gemmer sig bag en busk. Når man hører skriget er planten oppe, og hunden ligger død ved siden af. Nogle mener at det er nødvendigt at spille på trompet, for ikke at høre skriget. Alrunen er også nævnt i klassiske værker som Biblen og Odysseus.
Arnica
(Guldblomme, Volverlej, Mountain Tobacco, Leopards bane)
Arnica montana
Arnica danner en roset af læderagtige blade, og en op til 75 cm. høj blomsterstængel med store varmtgule kurvblomster. Der kan være 4-5 knopper på en stilk, men de springer ud enkeltvis. Hele planten har en usædvanlig stærk udstråling.
Planten stammer Europa og Vestasien. Den findes hist og her på heder i Danmark,
men er i voldsom aftagende.
Den dyrkes i forkanten af bede eller i krukker, under hensyntagen til dens særlige krav til jordbund m.m.
Der findes en amerikansk art A. chamissonis, der medicinsk virker ligesom den europæiske arnica. Den er let at dyrke som staude, da den ikke kræver sur jord. Til gengæld har den ikke samme stærke udstråling og statur som A. montana.
Den bruges ikke som krydderi, men blomsterne (uden bægerblade) anvendes til snaps, og det er en god biplante.
Medicinsk er blomster og rodstok mest brugt som salve, olieudtræk og stærkt fortyndet tinktur udvortes. Den bruges ved forstuvninger, slag, gigt og muskelsmerter, da den øger blodtilførslen. Bruges kun på intakt hud.
Nogle mennesker kan få udslæt ved vedvarende brug udvortes.
Indvortes stimulerer den kredsløbet, og anvendes ved svag hjertefunktion og indre blødninger. Den er også betændelseshæmmende og stimulerer immunforsvaret. Desuden mod salmonella.
Goethe anvendte den mod angina pectoris, og hævdede at den reddede hans liv. Andre mener den slog ham ihjel til sidst.
Den er temmelig giftig, og er da også forbudt at sælge til indvortes brug i Danmark.
Homøopatisk bruges den ved chok, epilepsi og søsyge, plus de ovennævnte ting.
Arnica kræver en sur veldrænet jord (god hedejord, ikke rhododendronjord) og fuld sol. Jorden kan blandes af spagnum uden kalk, sand og god muld eller kompost. Om vinteren skal den stå tørt, men om sommeren er den sjovt nok ret tørstig. Den bør plantes tæt, så jorden ikke bliver udsat for direkte sol.
Arnika, amerikansk
Arnica chamissonis
50 cm. Mindre og mere gule blomster end arnika.
Dyrkning: Sol, nem. Trives i almindelig havejord.
Anvendes som arnika.
Staude.
Astragel, hinde (Huang Qi)
Astragalus membranaceus
40 cm. Høj kløverlignende plante med små gullige blomster.
Dyrkning: Sol, veldrænet jord.
Medicinsk: Styrker immunsystemet, appetitten og fordøjelsen. Mod forkølelse og styrker udadrettet energi. Vanddrivende og afbalancerende generelt.
Staude.
Den formeres let ved deling af rodstokken. Frøformering lykkes bedst ved at så de friske frø med det samme de er modne om sommeren. De trykkes bare ned på overfladen, da de kræver lys for at spire. Frøene spirer hurtigt, og de små rosetter overvintrer fint. Hvis frøene gemmes skal de helst sås meget tidligt forår, så de kan blive udsat for kulde. Varm såning om foråret kan lykkes, men spireprocenten bliver meget lav.