ER DU OGSÅ SÆRLIGT SENSITIV?
Hos særligt sensitive mennesker er nervesystemet mere fintfølende, og indtryk opleves væsentligt stærkere og bearbejdes dybere og mere detaljeret, end hos mennesker, der ikke er sensitive i den særlige grad. Man indoptager og bearbejder stimuli i højere grad, end andre, og oplevelserne går dybere ind under huden. Som særligt sensitiv registrerer man de finere nuancer i stemninger og i andre menneskers sindstilstand - man fornemmer hurtigt, hvordan andre har det. Man er derfor meget påvirket over for følelser og stemninger. Det kan give fornemmelsen af at se og fornemme noget, som ingen anden lægger mærke til. Man kan derfor fejlagtigt tro, at man opfatter verden forkert, og man kan føle sig forkert og anderledes og måske ensom. Det er en følelse, der kan have fulgt én, siden man var barn.
OVERSTIMULERING
Særligt sensitive mennesker bliver hurtigere overvældet, når de er i et stærkt stimulerende miljø, fx kan mange informationer, lyd- og synsindtryk udmatte deres nervesystem. Alle mennesker bliver overstimuleret og udmattet - men hos særligt sensitive mennesker skal der ganske enkelt mindre til. De er ikke så robuste, og de er i højere grad udsatte for at føle sig stressede, deprimerede eller udbrændte, hvis ikke de forstår og accepterer deres særlige behov og har lært at skabe gode rammer for at beskytte sig mod overstimulering.
Det er individuelt, hvad der kan virke overstimulerende. Og det kan være fristende udelukkende at kikke på omgivelserne og andre mennesker for at afklare, hvad man skal undgå og beskytte sig mod. Men det er ikke nok at kikke uden for sig selv.
Det er meget almindeligt, at sammenligne sig med andre mennesker og forsøge at leve op til egne og andres forventninger - og i et forsøg på at overkomme det samme som andre eller for at undgå, at føle sig uønsket, forkert og anderledes, har mange særligt sensitive mennesker udviklet vaner, reaktionsmønstre, tanker og følelser, som virker overstimulerende på én selv.
Hvis man ikke har opdaget og accepteret sin særlige sensitivitet og sine særlige behov, bidrager man derfor selv til sin overstimulering. Det medfører mindre robusthed og mindre tolerance over for omgivelserne.
POTENTIALE
Det sensitive karaktertræk indeholder et særdeles positivt potentiale.
Man siger, at særligt sensitive er hjertemennesker, som ofte er meget intuitive, fintfølende, eftertænksomme og kreative. De er gode til at samarbejde og skabe harmoniske stemninger. Netop fordi særligt sensitive mennesker indoptager stimuli i højere grad, kan de være meget indfølende og have stor empati og indlevelsesevne over for andre mennesker. De gennemskuer, når andre siger ét og mener noget andet. Derfor kan det være både vigtigt og naturligt for særligt sensitive selv at have integritet, det vil sige en ærlig overensstemmelse mellem dét man tænker, siger og gør.
Når særligt sensitive mennesker har forstået og accepteret deres særlige behov, har de en overgennemsnitlig evne til at koncentrere og fordybe sig, de har en stærk vilje til at gennemføre det, de brænder for.
Når altså ikke lige vi er overstimulerede og udmattede, for så er vi kortluntede, irritable og har lyst til at isolere os.
EN UD AF FEM
I følge den amerikanske psykolog og forfatter Elaine Aron, der har forsket i den særlige sensitivitet i mere end 10 år, så er 20 % af alle mennesker særligt sensitive. Det vil sige, at én ud af fem danskere er født med en høj grad af sensitivitet. Det betyder ikke, at de 80 % ikke er eller kan være sensitive, empatiske, indfølende mennesker. Slet ikke. Det betyder bare, at de 20 % er sensitive i en særlig grad.
FOREBYGGE OG HÅNDTERE OVERSTIMULERING
Selvforståelse er udgangspunktet. Det handler i første omgang om at opdage, at man er særligt sensitiv, samt at erkende og acceptere sin personlige måde at være sensitiv på. Den afhænger af den følelsesmæssige tilknytning i opvæksten og i høj grad af, hvordan man selv har været i stand til at tage vare på sensitiviteten. Man må tage hensyn til sine særlige behov og skabe gode rammer for sin sensitivitet ved at forebygge overstimulering fx med gode vaner, kloge valg og fravalg, og man må lære at håndtere de situationer, man ikke kan undgå. Det handler ikke om at isolere sig, det handler om at række ud efter det, der får ens nervesystem til at fungere i stedet for at tro, at man skal leve, være og gøre som andre mennesker.
EN LETTELSE
Det kan være en stor lettelse at opdage, at man er særligt sensitiv. Det kan give en fornemmelse af, at alt falder på plads inde i én, og det kan give styrke, frihed og mod til at være glad for den, man naturligt er og få sit potentiale i spil på en ny og livsbekræftende måde.
Mange særligt sensitive mennesker kan begynde at græde, når de første gang hører om det sensitive karaktertræk. Som om de for første gang møder en beskrivelse, hvor de kan genkende sig selv. Tidligere har de følt sig forkerte og anderledes og forsøgt at være som andre mennesker.
HSP - særligt sensitive mennesker
To begreber for det samme. HSP står for Highly Sensitive Person.
Jeg benytter ikke betegnelsen HSP - jeg synes det lyder som en diagnose. Og det er det ikke. Det er et karaktertræk.
Dette er fra Susanne Møbergs hjemmeside som jeg varm vil anbefale - hun er fantastisk god til at informere om emnet på en let og forståelig måde.
http://www.moeberg.dk/saerligt-sensitive-mennesker.html